Behandling af børn

Mange forældre er ofte betænkelige ved at tage deres babyer og børn med til kiropraktoren. "Kan de nu tåle at blive knækket"? Men kiropraktisk behandling af babyer og små børn består af meget lette tryk og ikke som hos voksne, hvor der bruges lidt flere kræfter.

På klinikken i Odense, hvor jeg tidligere arbejdede, kom der mange forældre med deres børn, som havde forskellige symptomer så som kolik, allergi, søvnløshed, astma, hold i nakken, motoriske problemer, mellemørebetændelse, indlæringsproblemer, hovedpine, koncentrationsbesvær og urolighed.

Jeg synes, det er spændende at arbejde med børn, da de er meget taknemmelige at arbejde med. Deres kroppe reagerer hurtigt på den rette behandling, og det er ofte store forandringer der opnås ved bare få behandlinger.

Når der kommer babyer og børn ind i klinikken, undersøger jeg dem generelt, og derefter mærker jeg, hvordan nakken, ryggen og bækkenet bevæger sig. Hvis et barn har en eller flere fastlåsninger i rygsøjlen, kan det trykke på nerverne og give en ubalance et eller andet sted i kroppen. Børn oplever ikke smerte som voksne gør, men reagerer ved at blive urolige, pylrede, hidsige og utilpassede.

Hvis jeg finder en fastlåsning, behandler jeg den med ganske lette kiropraktiske tryk.

Kolik

Kolik bruges til at beskrive en tilstand, hvor spædbarnet har voldsomme og vedvarende skrigeture - tilsyneladende uden grund. Uanset hvad forældrene gør, er det umuligt at trøste barnet. Barnet er typisk mellem 1-4 uger gammel, når skrigeturene begynder.

Der har været nævnt mange årsager til kolik. Som kiropraktor går jeg ud fra, at symptomerne er en reaktion på smerte og/eller nerveforstyrrelse. Hvis en nerve kommer i klemme, kan der opstå smerter eller forstyrrelser i de organer, som nerven forsyner f.eks. maven.

Når jeg tager en baby i behandling for kolik, undersøger jeg først om der er nogle funktionsforstyrrelser i rygsøjlen. Hvis dette er tilfældet kan en behandling tilbydes. Behandlingen består af lette tryk med fingrene på de led, som er låst fast. Normalt vil jeg forvente en hurtig og tydelig lindring i løbet af få behandlinger.

Top